Asmus Nørreslet dansk bjergguide
Home > Mont Blanc 4810m
Mont Blanc 4810m - gruppetur til Centraleuropas højeste top

Gruppetur - 6 dage - niveau 2C
At klatre sin vej til toppen af Mont Blanc og opleve det helt fantastiske alpine univers på central-Europas højeste top vil for de fleste tegne sig som en af de største individuelle oplevelser og fysiske præstationer i deres liv - hvadenten turen er et springbræt til flere alpine eventyr eller er en enkelt-oplevelse kan vi med sikkerhed sige at vores 6-dages Mont Blanc uge giver uforglemmelige oplevelser.

I over 14 år har vi haft fornøjelsen af organisere og guide vores 6 dages Mont Blanc program. Igennem de mange år vi har ført grupper til tops på Mont Blanc har vi opbygget en uvurderlig erfaring, der giver os de bedste forudsætninger for at tage de rigtige beslutninger på bjerget. Programmet er over årene blevet justeret og korrigeret, så det sikrer deltagerne de bedste muligheder for at komme til toppen indenfor en uges varighed.

Alle guider der arbejder med Norreslet Mountaineering er IFMGA/UIAGM bjergguider, hvilket er kundens garanti for at guiden har den højeste uddannelse indenfor bjergbestigning/klatring.

Bestig Mont Blanc - hvad kræves der?

Der skal ikke herske tvivl om at en tur på Mont Blanc er en stor udfordring for den enkelte deltagers fysik og psyke. Læs nedenstående og sæt jer godt ind i vores anbefalinger for deltagelse. Ring eller mail gerne for spørgsmål.

Fysisk niveau:

Mt. Blanc er for den erfarne vandrer, bjergbestigeren og/eller klatreren, der har en god fysik og et sundt helbred. Hvor hård en tur mod Mont Blanc er kan være svær at måle. Det er en lang tur og vi er i de høje bjerge, underlagt lavere ilt indhold og ofte vekslende vejr og vind forhold. På trænings-dage og på turen mod Mont Blancs top er vi på alle typer terræn, der byder på alt fra almindelige trekkingstier til store gletscher vandringer, eksponerede klippekanter og snævre sne-grater - forhold der gør en given distance på bjerget hårdere end en tilsvarende distance ved almindelig trekking eller løb. Mange forsøger at sammenligne turen med et marathon løb, men selv det kan være en svær målestok. På Mont Blanc er vi i gang i mere end 12t og hvorvidt man kan nå til tops er ligeså meget et spørgsmål om sejtræk og psyke, som ren styrke.
Det er individuelt hvor meget træning deltagerne skal ligge forud for et forsøg på Mont Blanc. Som minimum bør man 3-4 måneder inden ankomst være aktiv med løb og cykling eller anden konditions-træning 3-4 gange om ugen. Har man mulighed for at søge råd og vejledning med en trænings-coach er det anbefalet.

Teknisk niveau:

Det er en klar fordel at have tidligere erfaring med steigeisen/isøkse og med færdsel i det alpine miljø indfor deltagelse på denne tur. Det er dog ikke bydende nødvendigt, da vi under de første 3 dage laver en grundig træning, der for de fleste vil være tilstrækkelig for et forsøg. Det er dog vigtigt at være velkoordineret i sine bevægelser og kunne færdes med relativ lethed i kuperet terræn. Træning og erfaring hertil kan derfor godt være bestigninger så som Mt. Elbrus, Aconcagua, Kilimanjaro eller andre trekking-ture i bjergterræn.

Helbred og psyke:

Mont Blanc er ikke for dem der er nyligt opereret (knæ eller andet), lider af hjertesygdomme, er gravid, har diabetes eller er overvægtig.
Da vi færdes i ganske imponerende og iblandt eksponeret terræn kan vi ikke anbefale at personer der lider af højdeskræk tager med.

Alder for deltagelse:

De fleste der bestiger Mont Blanc er imellem 25-60 år. Vi tager ikke børn og unge under 20 år med. Personer over 60 år skal kunne fremvise en læge-attest, der ikke giver udtryk for nogen komplikationer ved deltagelse.

Er Mont Blanc en for stor mundfuld at starte med, så kig da på vores bjergbestignings introduktion uge i Chamonix, der byder på en rigtigt flot og fornuftig introduktion til det alpine miljø.

Hvis vejret er dårligt...

I løbet af sommeren har vi som oftest gode betingelser for en bestigning af Mt. Blanc.
Skønner guiderne imidlertid at risikoen for et forsøg på Mont Blanc bliver for højt, vil guiderne ændre målet for de sidste 3 dage til andre passende ture. Forhold der kan foranledige en sådan beslutning kan være dårligt vejr, for høj vind, lavinefare, stenfalds fare, men er ikke begrænset udelukkende til disse forhold. Skønner guiden at en deltagere ikke er i tilstrækkeligt i form eller koordineret nok til sikkert at gå mod Mont Blanc vil denne person af sikkerhedsmæssige grunde kunne blive udelukket for bestigningen.

Typisk program

Der er møde mellem guiden og deltagerne aftenen inden programmet første bjergdag. Her vil guiden briefe om ugen og kunne tjekke deltagernes udstyr.

Direkte efter morgenmad næste dag tager vi afsted på vores indledende 3 dages bjergtur. Inden vi tager afsked med dalen har vi tid til at købe snacks, leje udstyr osv.
På disse første 3 dage af bjergprogrammet vil der blive undervist i brugen af den alpine udrustning (steigeisen/isøkse) og sikker færdsel i det alpine terræn. Undervejs vil vi bestige flere toppe omkring 3500m som led i træningen og akklimatiseringen. De 2 overnatninger vi foretager er i bjerghytter over 2500m højde, hvilket sikrer en optimal akklimatisering indfor vores forsøg på Mont Blanc. De første 3 dage er fyldt med flotte oplevelser og det er ikke sjældent at disse dage giver et ligeså stort indtryk som selve forsøget på Mont Blanc.

Vores forsøg på Mont Blanc løber over bjergprogrammets sidste 3 dage. Vi vil satse på at bestige toppen via Tete Rousse/Gouter vejen. På forsøget mod Mont Blanc er vi 1 guide til maksimum 2 deltagere, hvilket garanterer den beste sikkerhed og størst fleksibilitet.

0. dag - Lørdag. Gruppe møde kl. 18 på Bellevue i Vallorcine.
1. dag - Søndag. Tilgang til Albert Premier hytte - is træning på gletscheren.
2. dag - Mandag. Gletschervandring og bestigning af Pt. Fourche 3400m. Tilgang til Trient hytte.
3. dag - Tirsdag. Bestigning af Aig. du Tour 3542m - overnatning i dalen.
4-6 dag - Onsdag - Fredag. Forsøg på Mont Blanc via Tete Rousse/Gouter ruten. Programmet afsluttes om eftermiddagen.
7 dag - Lørdag. Check-out og hjemrejse.

Vi vil normalt sove i hytter på bjerget Søndag, Mandag, Onsdag, Torsdag aften, og i dalen Lørdag, Tirsdag og Fredag.

De første 3 dages træning laver vi iblandt på bjerget Grand Paradiso 4063m bare 1 t. kørsel fra Chamonix, der byder på tilsvarende træning og akklimatisering.

Er vi hurtigt på Mont Blanc om torsdagen, kan de ske at vi tager direkte til dalen og har da Fredagen til anden aktivitet.

Rute til toppen

Vi vælger på vores gruppetur at gå via Tete Rousse og Gouter hytten. Med hele 3 dage sat af til forsøget på Mont Blanc sikrer vi en gradvis bestigning, hvor muligheden for at justere tidsplanen for selv topforsøget er mulig for at optimere vores top muligheder.

På vores gruppe-tur går vi ikke via ruten over de 3 Mont Blanc. Denne rute er bedre egnet for små grupper af alpinister med tidligere alpin erfaring. Se vores program for private grupper.

Guide ratio

Vi arbejder på denne tur med et guide-ratio på 1 guide til maks 4 deltagere på de første 2 dages træning, og et guide-ratio på 1 guide til maks 2 deltagere på de sidste 3 dage, som er sat af til bestigningen af Mont Blanc.

Det er muligt at koble ekstra dage på denne tur, og dermed opnå mere træning og akklimatisering, eller simpelthen fordi en større gruppe ønsker at have 1 guide til 2 deltagere under hele forløbet. Kontakt for mere information hertil.

Guidning og instruktion

Alle bjerg guider, der arbejder på vores ture er internationalt kvalificerede bjergguider med UIAGM/IFMGA diplomet. Dette diplom giver kunden sikkerhed for at guiden har en solid uddannelse bag sig og et et decideret kvalitets-stempel for guiden præstation.

Indkvartering

Vi har valgt at overnatte i den flotte dal ude i Vallorcine bare 14km fra Chamonix centrum. Her bor vi på den hyggelige Bellevue Alpine Lodge, hvor man både sover og spiser godt. Inkluderet i prisen er overnatning på rum med plads til 3-4 personner.

Er der ikke plads på Bellevue Alpine Lodge vil vi indlogere deltagere på familie pensionen Hotel du Buet, bare 200m fra Bellevue, der har samme standard og kvalitet.

Skulle enkelte ønske at ordne egen overnatning de nætter vi er i dalen kan vi fratrække de 3 planlægte nætter i dalen fra grundprisen. Kontakt for mere information.

Bjerghytter

Vi har normalt 4 overnatninger i bjerghytter. Her sover man i sovesale og hver plads har madras, hovedpude og dyne. Der er krav om brug af lagenpose, men det er ikke nødvendigt at tage soveposer og underlag med.

I bjerghytterne bor vi på halvpension. Heri er inkluderet morgenmad og aftensmad. Morgenmaden er som oftest med brød, mysli og et valg imellem kaffe, te og chokolade. Aftensmaden er en tre-retters menu bestående af suppe, hovedret og dessert.

Alle drikkevarer, frokoster og snacks er ikke inkluderet turens halvpension.

Lifter

Vi har ikke inkluderet udgiften til lifter i tur-prisen. Det skyldes at vi iblandt anvender flere eller færre lifter. Vores valg af brugen af lifter kan svinge ift. vejr og vind, deltagernes ønsker osv. Bruger vi færre lifter vil deltagerne altså høste fordelen heraf istedet for at have betalt for noget de ikke får. Regn med en udgift på maks 75 euro for ugen.

Mere info om Mont Blanc

Læs mere om Mont Blanc, udstyr, sæsoner, risiko ved at følge dette link >>


  • Datoer 2015
  • MB1 - Uge 27 - Lør. d. 27/6 - Lør d. 4/7
    MB2 - Uge 29 - Lør. d. 11/7 - Lør d. 18/7
    MB3 - Uge 31 - Lør. d. 25/7 - Lør d. 1/8
    MB4 - Uge 36 - Lør. d. 29/8 - Lør d. 5/9
    MB5 - Uge 35 - Lør. d.5/9 - Lør d. 12/9

    Vi laver grupper af maksimum 8 deltagere. For at en gruppe skal kunne køre skal der være minimum 4 deltagere tilmeldt. Der vil løbende blive holdt status på turene. Er der ikke nok tilmeldte vil turen kunne afholdes på privat basis for de tilmeldte.

    Se også muligheden for at bestige Mont Blanc som jeres egen private lukkede gruppe på datoer der passer jer - Se her >>
  • Pris
  • 1895 euro/person*
  • Inkluderet:
    6 dages Guidning/instruktion
    7 nætters halvpension overnatning
    Lokal transport i følge program
    Fælles gruppe udstyr (reb, karabinere..)

    Ekskluderet:
    Personligt udstyr
    Frokoster og drikkevarer
    Lifter
    Forsikringer (rednings/ulykkes forsikring)

    * ønsker du/I at organisere egen overnatning i dalen. Kontakt os for denne mulighed.
  • Tilmelding
  • Download, udfyld og email vores tilmeldingsformular. Når formularen er blevet godkendt sender vi en regning med oplysninger for indbetaling af depositum og restbeløb. Så snart depositum er betalt er din tur sikret.

    Gå til tilmeldingsformularen >>

    Pdf icon
  • Guide ratio
    1 guide - maksimum 4 deltagere på første 3 dage

    1 guide - maksimum 2 deltagere på Mont Blanc (sidste 3 dage)